0

7 oversete, men enormt kraftfulde elementer i fysiske såvel som følelsesmæssige helingsprocesser

Jeg har skrevet nogle forskellige elementer ned, som jeg synes fortjener opmærksomhed, fordi de er enormt kraftfulde, men ofte bliver overset, glemt eller ikke taget alvorligt, og som i mine øjne er fuldstændigt essentielle, hvis vi skal hele. Ikke bare fra enkelte skavanker (selvom det også gælder dem), men mere som mennesker, i den forstand: at blive hele mennesker.

Disse elementer bliver nogle gange heldigvis taget alvorligt rundt omkring, men jeg drømmer om en samlet indsats, en samlet indsats for at hele menneskeheden som sådan, også i et samfundsmæssigt og globalt perspektiv, men lige nu skriver og gengiver jeg dem til dig som nogle steder at sætte ind, i dit eget liv, hvis det altså giver mening for dig.

De er skrevet i tilfældig rækkefølge og påvirker og overlapper allesammen hinanden.


  1. En høj grad af agens

Agens er at være et individ med sin egen vilje og mulighed for at skabe verden og bestemmelse over sit eget liv, og som bliver respekteret for sine beslutninger. Det er følelsen af at din indre stemme er vigtig, at du kan tage imod råd og hjælp fra omverdenen, men at det i sidste ende er dig, der sammensætter det i dit eget system, til noget, der er rigtigt for dig.


  1. Basale forhold og rettigheder i orden

Jeg ville ønske, jeg ikke behøvede at skrive dette punkt på, for det virker så indlysende banalt, at heling kræver nogle gode forhold, ligesom en plante har brug for gode vækstforhold, jord, næring, sollys, har vi også brug for mad, vand, et sikkert sted, der føles som et hjem, til os selv og vores nærmeste, samt en overholdelse af vores basale rettigheder og værdighed. Selv os, der lever i en priviligeret del af verden, har ikke altid adgang til disse basale rettigheder, og nogle gange er systemerne indrettet således, at man må give køb på sin værdighed for at få hjælp. For mindre priviligerede grupper er dette et kæmpestort og essentielt forhold, og vi må gøre alt, hvad vi kan for at sørge for at alle mennesker lever med deres basale rettigheder og behov opfyldt.


  1. Relationer af høj kvalitet

Relationer af høj kvalitet hænger ikke på træerne. Det er noget, vi skal værne om, opbygge, nære, udvikle. Jeg tænker på, hvorfor vi lærer fremmedsprog, historiske fakta og brøkregning i skolerne, men ikke har fag med fokus på relationsarbejde, når nu at det er noget af det, der kommer til at gøre den største forskel, i et liv, og det, som de fleste fortryder ikke at have prioriteret anderledes ved deres dødsleje. Derfor er det så vigtigt, at vi lærer, hvordan. Det handler ikke nødvendigvis om at have mange relationer, men at have dem på en måde, der er god, ligeværdig, ægte og skamfri, det håber jeg vil være noget alle kan lære at få.


  1. Bevidsthed

Det er et bredt ord, og det har en del synonymer, men alligvel vil jeg bruge bevidsthed i betydningen at have en dybere forståelse, en visdom, at lytte til og læne sig ind i. At kunne se sammenhænge. For nogle vil det være en form for tro eller religion, for andre en politisk bevidsthed, og jeg vil invitere os til at også disse ting er forbundne, at man, når man er i kontakt med bevidsthed i sin reneste form, for det meste deler nogle oplevelser med milliarder af mennesker og væsener, selvom vores sprog og måde at udtrykke denne bevidsthed på har uendelig mange forskellige former.


  1. Meningsfuldhed

Dette er i forlængelse af de andre, men vigtig at have med i sig selv. Jeg synes, der er alt for meget meningsløshed i denne verden. Meningsløse institutioner, meningsløse regler, meningsløst arbejde, meningsløse tilstande i verden. Det er vigtigt at insistere på det meningsfulde, nogle ting kan godt være kedelige, men det er vigtigt, at de i det mindste giver mening. Meningsfuldhed er også, i mine øjne, at følge sine værdier, og gøre en forskel i verden med de ressourcer man har, og med det, der er i ens nærhed, for eksempel relationerne.


  1. En følelsesforløsende praksis

Dette er jo noget af det, vi er specialiserede inden for, og som i mine øjne er en kæmpe gave at have i mit liv: En følelsesforløsende praksis. At give tid og plads til at hele mine sår, at være i terapeutiske rum og i terapi er lidt ligesom at holde sin indre kniv skarp, og det er bare meget sjovere at skære tomater, når kniven er skarp, og meget sjovere at være til, når tilværelsen er skarp.


  1. Kreativitet

Kreativitet, skaberkraft, you name it. Jeg tror at det er en af de allervigtigste (og sjoveste): at kunne gøre det, du har lyst til, at kunne skabe det, du drømmer om, og det kan være i alle formater, og behøver ikke at være inden for rammerne af hvad der normalt går under betegnelsen “kreativitet”, det kan også være, at skabe en have, at skrive dagbog, at samle svampe, at lave lækker mad, at danse tango, det handler om at give dig selv tilladelse til at gøre de ting, du drømmer om, også selvom du ikke føler dig god nok. Det er enormt kraftfuldt. Og husk: du bliver ikke bedre til det, du gerne vil være god til, af at vente på at du føler dig god nok, men ved at gå i gang.

Det var de 7 elementer. Har du andre, jeg har glemt, som skal tilføjes til listen? Eller ideer til, hvordan det kunne se ud for dig at inkorporere dem mere i dit liv?

Kærligst,

Nadia Zarling Kamel


4 kommentarer

Clene Pedersen
 

Berøring

Det er så vigtigt med berøring. Jeg har i mit arbejde oplevet megen hudsult hos de mennesker jeg har arbejdet med. Det giver så megen god kontakt og det at blive rørt er så helende. Det går begge veje, både at kunne give og modtage

Jeg er så heldig at have en hund, men kan bestemt mærke, at den fysiske nærhed med et andet menneske ikke kan undværes.


Læs mere
Læs mindre
❤️👍 2
  • ❤️ 1
  • 👍 1
1 reply omkring 1 måned siden
Nadia Zarling
Admin
 

@Clene Pedersen Helt enig!


Læs mere
Læs mindre
Nadia Zarling
Admin
 

Andre ekstra ting jeg også har fået tilsendt som er vigtige: 

1. Min refleksion er blot om selvkærlighed og glæde er et element også?

2. Kunne man tilføje tilgivelsen. For lærer vi at tilgive,  mærker vi letheden i krop og sjæl. Tanke hjernen kommer også i  balance. livsglæde og lyset tilbyder og den højre bevidsthed på flere planer. Kærligheden er størst på et højre plan i det at være menneske. - vi mærker- vi slipper- vi lever.
Blot en tanke


Tak for dem <3 



Læs mere
Læs mindre
Susanne Kirk Kristiansen
 

Godt skrevet: 7 meget væsentlige elementer.

Agens: Gå med egen vilje, muligheder og den indre stemme, der kan vise os vejen. Vejen kan være ujævn, da FRYGT driver os ad mange stier. Vi begrænser os i den frie vilje for hvad hvis nu....

MANIFESTATION: Hvordan arbejder vi at sætte mål og også manifestere det vi ønsker på det bevidste plan ?

Interessante elementer.. Mit bud til flere elementer FRYGT, TILGIVELSE


Læs mere
Læs mindre